Fortsæt til indhold

Afpresningsmanualer sælges i chatgrupper: »Det er godt for young hustlers der skal i gang«

Manualerne beskriver blandt andet, hvordan man opbygger en falsk identitet

Krimi
Citathistorie: Radio III

I lyssky danske chatgrupper sælges manualer, der i detaljer beskriver, hvordan man ved hjælp af falske identiteter kan tjene penge på svindle på internettet.

Bodil Liv Holm, der er chef for beskyttelse mod digitale krænkelser ved Red Barnet, fortæller, at hun er bekymret over udviklingen.

»Jeg synes, at det er meget alvorligt at se, at det her fænomen er rykket til Danmark,« siger hun i Radio IIII Morgen.

Metoden, der også er kendt som ‘catfishing’, består i, at svindleren på dating- eller chat-apps udgiver sig for at være en anden person og ved hjælp af sin falske identitet indgår i intime samtaler, som i sidste ende udmønter sig i, at offeret bliver afpresset eller på anden vis svindlet.

På flere danske grupper på den krypterede beskedtjeneste Telegram skriver en sælger, som Radio IIII har været i kontakt med, at vedkommende for en engangsbetaling på 500 kroner sælger en ‘catfish-metode’.

‘Du modtager 3 mapper fyldt med tutorials og mapper med tøser til at svindle folk nemmere. Startede selv ud på den måde og rykkede 2-3 k dagligt’, skriver sælgeren til RADIO IIII’s journalist.

‘Det er godt for young hustlers, der skal i gang.’

Voksende fænomen

Sextortion er navnet på fænomenet, hvor afpresseren bruger seksuelle eller intime billeder, samtaler eller videoer af offeret til afpresning. En aktindsigt foretaget af Radio IIII viser, at fænomenet vokser eksplosivt.

I 2022 modtog politiet cirka 600 anmeldelser af sextortion, i 2023 cirka 1200, og i 2024 har antallet af anmeldelser rundet 1500.

Bodil Liv Holm fortæller, at det bedste råd, hun kan give til folk, der er udsat for sextortion, er at gå til politiet.

»Det er virkelig en alvorlig forbrydelse,« forklarer hun.

På baggrund af skærmbilleder og videoer, tilsendt af sælgeren, som Radio IIII har været i kontakt med, er det lykkedes at finde frem til flere af manualerne, der er inkluderet i ‘catfish-metoden’.

Manualerne beskriver primært, hvordan man opbygger en falsk identitet og gennemfører simpelt svindel, men dog også, hvordan man udvikler det til afpresning af offeret – såkaldt ’sextortion’.

‘Dette kan nemt indbringe 3000 dollars om ugen. Det er dog farligere’, fremgår det af et af dokumenterne omkring afpresning.