Tre ture hjem kostede 200.000 kroner
En billig tur kan blive rigtig dyr.
Tre mænd i alderen 24-54 år ville i dag nok ønske, at de enten var gået hjem eller havde ventet på en rigtig taxa, da i weekenden skulle hjem efter en bytur i Aarhus.
I hvert fald er der samlet blevet hævet over 200.000 kroner fra mændenes konti som følge af pirattaxakørsel.
Det fremgår af en døgnrapport fra Østjyllands Politi.
Mændene har hver især har fået stjålet mobiltelefoner og hævekort.
Den ene anmeldelse kom fra en 54-årig mand, som oplyste, at hans telefon var blevet stjålet fra hans jakkelomme af chaufføren i en pirattaxa. Den 54-årige mand havde takket ja til en køretur fra Park Allé i Aarhus søndag omkring klokken 01.
Anmeldelse nummer to kom fra en 24-årig mand, der forklarede, at han lørdag morgen blevet tilbudt et lift hjem fra byen i Aarhus af en ukendt mand. Den 24-årige troede, har han forklaret til politiet, at den ukendte mand var en taxachauffør. På bagsædet sad to andre mænd. Da bilen holdt foran den 24-åriges adresse, blev han tilbudt en joint, som han takkede nej til. I stedet røg chaufføren selv en joint. Efterfølgende kunne den 24-årige konstatere, at hans mobil og hævekort var blevet stjålet, og at der var blevet hævet penge fra hans konto.
Den tredje anmeldelse kom fra en 27-årig mand, der havde også været i byen i Aarhus, da han lørdag morgen angiveligt blev antastet af en mand i en bil, som den 27-årige troede var en taxa. Da betalingen ikke kunne gå igennem, havde føreren af bilen sagt, at de skulle ryge en joint sammen for at være kvit. Efterfølgende opdagede den 27-årige, at han manglede sin telefon og to hævekort, og at der var blevet hævet penge fra hans kort.
Østjyllands Politi opfordrer til, at man ikke lader sig lokke af billige lift fra pirattaxier. Et billigt lift kan nemlig, som tre mænd i alderen 24-54 år har måttet indse, ende med at blive dyrt.