Fortsæt til indhold

Stjal hundredvis af Tesla-sidespejle og flygtede til Sverige med politiet i hælene: Nu er de udvist af Danmark

To sidespejlstyve er fredag blevet idømt fængsel og udvisning.

Krimi
jro

To litauiske mænd på henholdsvis 27 og 33 år blev fredag ved Retten i Aarhus idømt to års ubetinget fængsel for sidste år at have stjålet flere hundrede sidespejle i Østjylland.

Derudover blev de idømt udvisning med indrejseforbud for bestandigt.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Det var i en periode i februar 2024, at der blev stjålet en lang række sidespejle fra biler, der holdt parkeret i aarhusianske bydele og boligområder. Østjyllands Politi satte en intensiv efterforskning i gang for at få fat på gerningsmændene.

Efterforskerne sikrede spor og samlede en del videoovervågning fra bil- og boligejere, og flere af de indsamlede klip blev delt med offentligheden.

Det førte til et gennembrud i sagen, da der kom tip på mændenes identitet.

Politiet var tæt på gerningsmændene, men det lykkedes dem at flygte til Sverige. Her blev begge anholdt i en rutinekontrol. Østjyllands Politi havde delt en efterlysning med deres europæiske politikolleger, og det svenske politi meddelte hurtigt anholdelsen til det østjyske.

Flere end 200 forhold

Begge mænd blev senere udleveret og varetægtsfængslet i Danmark. De to mænd stod tiltalt for tyveri af særlig grov beskaffenhed ved Retten i Aarhus, som fandt beviserne mod dem så stærke, at de kunne dømmes for størstedelen af de mere end 200 tyveriforhold, de var tiltalt for.

»Det har været særdeles organiserede tyverier, hvor gerningsmændene har været meget målrettede og løbende har sendt de stjålne sidespejle ud af landet. På grund af omfanget og den organiserede form for kriminalitet, hvor gerningsmændene arbejdede på tværs af landegrænser, har det krævet et større politi- og anklagemæssigt arbejde at få hele sagen løftet. Jeg er tilfreds med, at det endte med flere års ubetinget fængsel,« siger senioranklager Rosa Pape.

Anklageren sender et skulderklap til de østjyder, der hjalp med at udlevere gode videooptagelser af gerningsmændene.

»Det var ikke mindst på grund af en hel del videomateriale fra borgernes private overvågning, at politiet blev ledt på sporet af tyvene. På den måde har det været et godt samarbejde mellem politi og borgere, der har været medvirkende til, at sagen blev opklaret, og gerningsmændene fik deres straf,« siger Rosa Pape.

De to mænd nægtede sig begge skyldige – de valgte at modtage dommen.