Fortsæt til indhold

Far trygler om penge til kræftramte Niklas med rørende billede: »Det er noget modbydeligt svineri. Jeg har aldrig nogensinde set noget så usselt«

En svindelnummer har indtil videre fået 150.000 kroner i kassen.

Krimi
Citathistorie: Tjekdet

Medfølende danskere donerer i disse dage tusindvis af kroner til en kræftsyg dreng, der ikke kan behandles i Danmark

Drengen beskrives i flere opslag på sociale medier, hvor man ser den kræftsyge dreng i en hospitalsseng.

Men der er tale om et svindelnummer, skriver faktatjekmediet TjekDet. Drengen eksisterer ikke i virkeligheden.

“Doner, hvad du kan, og hjælp med at redde leukæmiramte Niklas på kun fem år. Han har akut brug for livreddende kræftbehandling”.

Sådan bønfalder Niklas’ far Andreas danske facebookbrugere i en række opslag, der lige nu cirkulerer på platformen. I opslagene ser man den kræftramte og tydeligvis syge dreng i en hospitalsseng.

Den hjerteskærende historie lyder, at den lille dreng Niklas lider af akut lymfatisk leukæmi, og danske læger kan intet stille op. Det kan de kun i Boston, hvor der findes en meget dyr behandling, som familien ikke har råd til, og som de derfor samler ind til på nettet.

150.000 kroner

Ifølge TjekDet er der torsdag eftermiddag doneret mere end 150.000 kroner til Niklas.

Men det er ikke Niklas’ far Andreas, der står bag indsamlingen, og pengene går ikke til at behandle et barn, der er døden nær. Kræftramte Niklas er nemlig en AI-manipuleret dreng, som omsorgsfulde danskere donerer penge til.

En af de omsorgsfulde danskere er butiksejer fra København Christiane Wilton, der torsdag var overbevist om, at hun donerede 30 euro til Niklas’ behandling, indtil TjekDet kontaktede hende.

»Det er dybt usmageligt. Der er svindlere overalt på nettet. Jeg ender med ikke at stole på noget og derfor ikke at donere, når det virkelig gælder,« siger hun.

Ifølge TjekDet har akkurat samme historie med den kræftramte dreng de seneste uger kørt i både Finland og Estland.

Billederne og videoen er helt identiske. Men her hedder drengen bare Nikolai eller Nikolauk.

»Modbydeligt svineri«

Cybersikkerhedsekspert Peter Kruse har i mange år undersøgt svindel på nettet. Han karakteriserer denne svindel som særlig grov.

»Det er noget modbydeligt svineri. Det er et nyt lavpunkt af usselhed blandt svindlere. Jeg har aldrig nogensinde set noget så usselt,« siger han.

Den falske indsamling foregår på en hjemmeside, der lader til at tilhøre en organisation med navnet Life’s Hope, der holder til i den amerikanske delstat New York. Men klikker man ind på beskrivelsen af organisationen, viser det sig, at hele ledelsen består af AI-genererede personer. Ifølge TjekDets research er hjemmesiden oprettet for få uger siden, lige inden svindlen er gået i luften.

Hjemmesiden og indsamlingen er gennemført og godt lavet, siger Peter Kruse.

»Den her svindel er veludført og professionelt afviklet. De kriminelle lukrerer på, at vi i Danmark har åbne hjerter for folk, og vi kan se, det virker. Der er virkelig mange penge i det her,« siger han.

TjekDet har henvendt sig til den organisationen, der foregiver at stå bag indsamlingen, og til personer, der kunne have en rolle i svindlen.

De har ikke svaret på TjekDets henvendelser.