Aggressiv patient med kniv anholdt på hospital - så bed han betjent på politistationen
Nu har manden flere sigtelser i rygsækken.
Betjente i en patruljebil kom natten til torsdag omkring kl. 2 til Regionshospitalet i Randers, hvor en 33-årig mand opførte sig larmende og aggressivt over for personalet.
Det forklarer Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Ved politiets ankomst viste det sig, at manden var påvirket af alkohol og stoffer. Da han pakkede sine ting sammen, viste han betjentene, at han var i besiddelse af en kniv, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af knivloven.
Kniven blev beslaglagt, og manden blev fulgt ud af hospitalet, hvor han blev vejledt om, at han ville blive anholdt, hvis han vendte tilbage.
Kort efter gik manden dog ind på hospitalet igen, og han blev derfor anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.
Han blev kørt til politigården i Aarhus. Her gjorde manden kraftigt modstand under visitationen og bed en betjent i hånden. H
an blev derfor yderligere sigtet for at lægge hinder i vejen for politiets arbejde samt for vold mod en polititjenestemand.