Fortsæt til indhold

Indbrudstyv ville tage taxatur - fik gratis køretur til politistation

Indbrud i villa gik ikke, som gerningsmand havde planlagt det.

Krimi

En 27-årig mand blev natten til fredag anholdt og sigtet for indbrud, efter at han havde besøgt en villa på Strandbakkevej i Egå.

Det oplyser Østjyllands Politi i en døgnrapport.

Politiet modtog omkring klokken 03.30 en anmeldelse om et igangværende indbrud på Strandbakkevej, og flere patruljer blev derfor straks sendt til stedet.

Da politiet nåede frem til villaen, var indbrudstyv og en række værdigenstande pist væk. Få timer senere spottede en patrulje dog en mistænkelig person, der passede på signalementet fra anmeldelsen.

Personen, den 27-årige mand, blev opdaget, mens han satte sig ind i en taxa, som politiet kort tid efter bragte til standsning.

Det fremgår ikke af døgnrapporten, om den 27-årige prøvede at tale sig ud af situationen, men i så fald havde han en dårlig sag. Han var i besiddelse af en pose tøj fra indbruddet samt nogle stjålne genstande fra adressen.

Den 27-årige mand blev taget med på stationen til nærmere afhøring. Ifølge politiet var der dog ikke umiddelbart grundlag for at fremstille ham i et grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling. Manden blev løsladt efter endt afhøring.

De stjålne effekter fra villaen er blevet leveret tilbage til rette ejermand.