Sniffede kokain fra mobilen i cykelskur - udenfor stod betjentene
Betjente fra Østjyllands Politi havde en travl nat på Østergade i Grenaa, hvor flere personer i løbet af et par timer blev sigtet.
Natten til torsdag var betjente fra Østjyllands Politi på patrulje i Grenaa.
Klokken 02.20 hørte betjentene stemmer fra et cykelskur i en baggård og opdagede en 19-årig mand, der indtog narkotika fra sin mobiltelefon.
Ved siden af ham lå en næsten tom pose med kokainrester på jorden.
Manden blev derfor sigtet for besiddelse af narkotika.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Senere på natten observerede patruljen en 31-årig mand med mistænkelig adfærd, som hurtigt vendte om og gik den modsatte retning, da han fik øje på betjentene.
Betjentene henvendte sig til manden og sigtede ham for besiddelse af narkotika. Ved visitation fandt de en salgspose med en mindre mængde kokain i mandens pung.
Kokainen blev beslaglagt med henblik på senere konfiskation og destruktion.
Omkring to timer senere blev betjentene igen kaldt til Østergade. En dørmand på en natklub ønskede assistance til at bortvise en beruset 45-årig mandlig gæst.
Manden blev i den forbindelse sigtet og anholdt for at overtræde ordensbekendtgørelsen og taget med til politigården i Aarhus.
I samme ombæring blev en 32-årig mand sigtet for fornærmelig tiltale mod politiet, da han råbte skældsord efter betjentene.