Fortsæt til indhold

Hvem er vandalerne? Den ældste skulptur i Randers udsat for hærværk og tyveri

Buste på Skovbakken er stjålet, mens søjlen den stod på er stjålet.

Krimi

På Skovbakkens plæne i Randers stod byens ældste skulptur, en buste af kong Frederik den VII. I dag er skulpturens granitsøjle fundet væltet, og busten af bronze er forsvundet.

»Jeg er både vred og trist. Randers har mange fine skulpturer, og det her er den ældste. Det er et kunstværk og et stykke kulturhistorie, som tilhører os alle,« siger Louise Høeg, formand for sundheds-, idræts- og kulturudvalget i Randers Kommune.

Det præcise tidspunkt for hærværket og tyveriet kendes ikke, men det kan være sket i weekenden. Medarbejdere fra kommunens tekniske afdeling er i gang med at inspicere alle byens skulpturer og opdagede mandag 28. april, at skulpturen var beskadiget.

»Medarbejdere i forvaltningen har søgt i hele området i håb om, at busten måske var kastet ind i et buskads, men desværre er den ikke blevet fundet. Vi betragter det derfor både som hærværk og tyveri. Hvis nogen får en bronzebuste tilbudt til omsmeltning, eller hvad man kan finde på, så er der tale om tyvekoster. Vi vil meget gerne have busten tilbage og forsøge at reparere, hvad der er blevet beskadiget,« siger Louise Høeg.

Skulpturen, som blev afsløret i 1863, er lavet af den danske billedhugger Herman Wilhelm Bissen. Han står bag flere store skulpturer i Danmark og blev uddannet fra Kunstakademiet i København som både maler og billedhugger. I 1840 blev han professor ved Kunstakademiet og direktør fra 1850-1853.

Frederik VII var den konge, der underskrev Danmarks nye grundlov i 1849. Skulpturen er derfor et værk, der vidner om den historiske milepæl med grundlovens indførelse i 1849.

»Busten blev placeret på Skovbakken og har givet en ekstra dimension til alle de grundlovsmøder, der er blevet afholdt på Skovbakken gennem tiderne og vidner om fællesskabet i vores moderne samfund. Det er vigtigt, at også vores eftertid kan få glæde af historiens vingesus,« siger Louise Høeg.

Hærværket og tyveri er meldt til Østjyllands Politi.