Fortsæt til indhold

Mistænkt for tre voldsomme kvinde-overfald i Aarhus C – men er han den rigtige?

Østjyllands Politi efterlyser vidner til flere episoder, som formodes at være begået af den samme mand i løbet af tirsdag aften og natten til onsdag.

Krimi

Politiet har anholdt en mand, der angiveligt har overfaldet flere kvinder - og håber samtidig på borgernes hjælp til at komme en opklaring nærmere, lyder det i døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

Klokken 21.54 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse fra en kvinde, som på Dalgas Avenue i Aarhus C blev overfaldet af en mand, hun ikke kendte, mens hun var ude at gå en tur.

Kvinden lykkedes med at komme væk og ringe til politiet, hvor hun anmeldte sagen og gav en beskrivelse af gerningsmanden.

Jagtet af mand med baseballbat

Klokken 22.30 ringede en anden kvinde og fortalte, at hun var blevet overfaldet af en ukendt mand i samme område, mens hun cyklede. Ifølge anmeldelsen havde manden et baseballbat og slog efter kvinden flere gange, inden hun sprang af cyklen og løb væk.

Flere patruljer ankom hurtigt til stedet og kørte rundt i området for at lede efter gerningsmanden, men det lykkedes ikke i første omgang at finde ham.

Overfald nummer tre

Klokken 03.17 ringede en tredje kvinde til politiet. Kvinden var blevet overfaldet på en cykelsti ud for Spanien i Aarhus C og havde søgt tilflugt i en taxa. Anmeldelsen beskrev, hvordan kvinden cyklede hjem fra arbejde, da en ukendt mand skubbede til hende, så hun røg ned på asfalten og slog sig.

Ingen af de tre kvinder kom umiddelbart alvorligt til skade.

Klokken 04.41 blev politiet kontaktet af en borger, der netop havde passeret en mand, som stod ved en bank på Jægergårdsgade i Aarhus og muligvis havde en større kniv i hånden.

En patrulje kørte derfor hurtigt til stedet, hvor de kort tid efter kunne anholde en 40-årig mand, som svarede til beskrivelsen af gerningsmanden til overfaldene, som de tre kvinder havde givet.

Den 40-årige mand formodes at stå bag alle tre overfald. Han beskrives som:

  • Mand
  • Ca. 35 år
  • 185-190 cm. høj
  • Tynd/spinkel af bygning
  • Kort, mørkt hår
  • Iført sort hættetrøje og sorte joggingbukser
  • Tyndt fuldskæg/fipskæg

Den formodede gerningsmand har i løbet af aftenen og natten sandsynligvis bevæget sig i området mellem Dalgas Avenue, Jægergårdsgade og Spanien i Aarhus C.

Østjyllands Politi vil meget gerne i kontakt med vidner, som kan have set nogen af episoderne. Hvis andre borgere i løbet af aftenen eller natten har været i kontakt med en mand, der svarer til beskrivelsen, hører politiet også gerne om det på telefonnummer 114.