Politiet efterlyser tre mænd: »Endnu en gang ser vi kyniske personer udnytte ældre menneskers tillid og sårbarhed«
De tre mistænkte mænd har franarret ældre borgere betalingskort og værdigenstande flere steder i Jylland.
Sydøstjyllands Politi efterlyser tre gerningsmænd bag en række kontaktbedragerier mod ældre borgere. Bedragerierne er begået i år i Sydøstjylland, Østjylland og Vestjylland.
Fremgangsmåden har typisk været, at de ældre borgere bliver ringet op af en person, der udgiver sig for at være fra banken. De tilbyder at bringe kort og værdigenstande i sikkerhed. Herefter dukker et »bankbud« op på adressen og tager værdigenstandene med.
Banker, myndigheder og lignende kontakter aldrig borgere på den her måde over telefonenLars Peter Madsen, vicepolitiinspektør, Sydøstjyllands Politi
Politiets foreløbige efterforskning har ikke gjort det muligt at identificere gerningsmændene, og derfor beder politiet nu i en pressemeddelelse offentligheden om hjælp til at finde frem til personerne.
»Endnu en gang ser vi kyniske personer udnytte ældre menneskers tillid og sårbarhed. Det er både usselt og krænkende for ofrene,« konstaterer vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen fra Sydøstjyllands Politi
»Vi håber, at offentligheden kan hjælpe os med at identificere personerne, så vi kan få sat en stopper for deres handlinger. Samtidig vil jeg benytte lejligheden til at opfordre pårørende og venner til at tage snakken med deres ældre familiemedlemmer eller bekendte. Banker, myndigheder og lignende kontakter aldrig borgere på den her måde over telefonen,« understreger han.
Har du oplysninger om de tre mistænkte personer kan du kontakte Sydøstjyllands Politi på 1-1-4.
Gerningsmand A: Mistænkes for bedrageri af ældre mennesker i Skanderborg og Vejle.
Gerningsmand B: Mistænkes for bedrageri af ældre mennesker i Skanderborg og Tranbjerg.
Gerningsmand C: Mistænkes for bedrageri af ældre mennesker i Vestjylland og i Horsens-området i Sydøstjylland.