Mortens tragiske død ramte Freddy: Da han fandt ud af, at det var en kollega, der var skudt og dræbt, gik én ting pludselig op for ham

Han holdt en kunstpause og bemærkede, hvordan hans datter og ekskone sad tydeligt overraskede tilbage.

»Jeg har været gift tre gange. De to ægteskaber holdt sgu ikke, men det tredje holdt livet ud,« sagde Freddy Ladefoged pludselig midt i talen på sin 75-års fødselsdag, hvor familie og de nærmeste venner var inviteret til.

»Hvad er det, han fortæller?« spurgte ekskonen forundret deres fælles datter.

For fødselaren har helt officielt – og så vidt den nærmeste familie ved – altså kun været gift to gange.

Derfor lød det umiddelbart også, som om dagens hovedperson var ved at afsløre et vildt og hidtil uopdaget dobbeltliv, da han holdt tale på den halvrunde dag.

Men familien kunne kort efter ånde lettet op:

»Det første ægteskab, jeg indgik, fandt sted den 1. september 1973, da jeg blev ansat i politiet,« lød det forløsende.

»Men sådan var det. Jeg var gift med mit arbejde,« fortæller Freddy Ladefoged, der i dag – cirka et år senere – nu er aktuel med en erindringsbog om det, han selv kalder sit første ægteskab.

En bog, der har fået titlen ”En dinosaur i politiet taler ud – en hyldest til et politi, der var”. Det første bind i en kommende trilogi er udkommet på Forlaget Ådalen, og her kigger Freddy Ladefoged tilbage på 45 års tjeneste ved det politi, som måske også var medvirkende til, at de to andre ægteskaber ikke holdt.

Gennem kriminalassistentens øjne fra kontorerne på politigården i Aarhus og i Randers og gennem en række iøjnefaldende sager er det bl.a. en fortælling om, hvordan dansk politi har ændret sig gennem årene, om chokket, der ramte ham og kollegerne en sommerdag i 1995, og om den »kniv i ryggen«, der sluttede en lang karriere.

Det handler om penge

Freddy Ladefoged siger selv i dag, at han var i politiet, mens det var sjovt, og der var friere tøjler.

Han lægger heller ikke skjul på, at han var bidt af sit arbejde som kriminalassistent; at bygge en sag op og få forbryderne sendt bag tremmer – også selvom det kunne betyde uforudsigelige arbejdstider:

»Det er måske også derfor, at jeg blev skilt. Hvis de ringede til mig i weekenden i gamle dage, og der var sket noget, kunne vi jo blive tilkaldt – også om natten. Ringede de til mig, lød svaret altid: ”Jeg kommer med det samme”,« fortæller han.

»Hver gang de ringede, tænkte jeg: ”Spændende. Hvad skal vi nu opleve?”.«

Freddy Ladefoged er opvokset i Auning på Djursland, og da han i starten af 70’erne søger ind til politiet, har han hidtil arbejdet som truckfører på Novopans fabrik i Pindstrup. Her er hans drømme om et liv med uniform dog mere monetære.

»Til at begynde med var min primære motivation for overhovedet at søge ind til politiet ussel mammon,« indrømmer han.

Oprindeligt tror han da også, at han skal være læge efter endt studentereksamen fra Randers Statsskole, og derfor arbejder han nu på fabrikken i Norddjurs for at samle penge ind til de syv års studier, som kommer til at skulle klares på en SU.

»Jeg var på fabrikken i tre år, og jeg hyggede mig rigtig meget med det arbejde, så det der med at læse til læge begyndte pludselig at glide mere i baggrunden, og jeg tænkte, hvad fanden skal jeg så?«

»Men jeg havde en farbror, der var politimand i Viborg, og fik øjnene op for, at politiet også var en mulighed, og der var der løn fra dag et under uddannelsen. Og det var faktisk det, der gjorde det – og så søgte jeg derind,« siger han.

For fuld og uden kørekort

To hængepartier kunne dog potentielt have sat en brat stopper for et langt liv som politimand – inden det hele overhovedet var begyndt.

For som ung var Freddy Ladefoged blevet stoppet af en civil politibil på en grusvej lidt uden for Auning. Det endte med at koste en bøde på 500 kr. for at køre på en scooter uden hverken nummerplader, kørekort eller forsikring, og synderegistret talte også en våd bytur i Viborg, hvor han endte med at vågne op i domkirkebyens detention.

»Jeg anede ikke, hvad jeg havde lavet. Og hvem lukkede døren op til cellen? Det var min farbror.«

»Hvad fanden laver du her?« spurgte han.

»Ja, det må du sgu nok spørge om. ”Men du skal nok regne med, at du får en bøde for det her,” sagde han til mig,« genfortæller Freddy Ladefoged.

Han blev dog aldrig spurgt ind til bøderne eller hændelserne i sin optagelsessamtale med politikommissæren, da han søgte ind til politiet på stationen i Randers.

»Jeg kom ind på min studentereksamen – det er jeg helt sikker på. For jeg var ikke ret stor, og dengang var det store, stærke mænd, der var politifolk, men det var man så småt begyndt at gøre op med,« siger han.

Og heldigvis for Freddy Ladefoged.

»For jeg har virkelig elsket mit job,« siger han.

»Den der eufori, når puslespillet går op, og en sag bliver opklaret efter intensiv efterforskning.«

Kollega skudt og dræbt

En af de sager, der gav den slags følelse, og som stadig står klart i erindringen, er drabet på betjenten og kollegaen Morten Mortensen.

16. juni 1995 havde Morten Mortensen sammen med en anden motorcykelbetjent haft gang i en færdselskontrol, da en kvinde kom hen og fortalte, at et røveri mod Jyske Bank på Oddervej i Højbjerg var undervejs.

Betjentene kørte straks hen til banken.

Kollegaen kørte hen til bankens forside, mens Morten Mortensen trillede hen mod parkeringspladsen omme bag ved banken, hvor en hvid Renault 21 holdt. Da betjenten nærmede sig bilen, satte den i gang og kørte fra stedet.

Han fulgte efter bilen. Men kort tid efter lød bragene fra to skud – affyret fra en kraftig kaliber 45-pistol model 1911.

Det ene skud ramte den 41-årige betjent i brystet, så han væltede omkuld og straks lå død på Kragelunds Allé.

Drabsmanden i den hvide Renault vendte efterfølgende tilbage til banken for at hente de fire øvrige røvere, som var kommet af sted fra banken med små 300.000 kr. efter også at have lænket bankens ansatte til en radiator. Men de var i mellemtiden gået i panik og havde kapret en tilfældigt forbipasserende varevogn med chaufføren som gidsel.

Varevognen blev senere smidt på en grusvej ved Moesgaard Allé i nærheden af Fulden, hvor røverne skiftede tøj. Det så en kvinde, der var ude at gå – så hun blev lænket til føreren af varevognen med et sæt håndjern og tvunget ind i varevognens lastrum.

Politiet fandt hurtigt varevognen, og nogle få timer senere fandt de også Renaulten ikke langt derfra. Røverne havde dog skiftet bil i mellemtiden, og senere fulgte yderligere bilkapringer og gidseltagninger ved den dansk-tyske grænse og ned gennem Nordtyskland, inden sporet slap op.

Lykkelige gennembrud

»Men til at begynde med finder vi jo bl.a. den hvide Renault 21, som drabsmanden har kørt i, i skoven ude ved Fulden, syd for Aarhus, og den er forsynet med danske nummerplader, som er registreret stjålet. Men da vi så går ind og tjekker stelnummeret, så kan vi så se, at bilen hører til i Frankrig,« fortæller Freddy Ladefoged.

Han arbejdede på daværende tidspunkt på udlændingeområdet hos politiet og fik en koordinerende rolle mellem dansk, tysk og fransk politi i den omfattende og tragiske sag:

»Jeg ringede meget tidligt til en kollega ved gendarmeriet i Paris, som jeg kendte fra en udlandsmission, jeg havde været på i Krajina i Kroatien året inden. ”Patrick, kan du hjælpe os? Her og nu?” Og det kunne han godt. Det var helt uofficielt, men han kunne fortælle, at det var en kvinde, der ejede bilen. Hun viste sig at være kæreste med ham, der var bandelederen. Så allerede på dag ét havde vi de her oplysninger.«

Det store gennembrud i sagen viste sig dog bl.a. at være de dna-spor, man fandt i og ved den hvide Renault 21.

»Vi havde dna på dem alle sammen. Dels i form af cigaretskodder, dels i form af hår. Så vi kunne placere dem og bevise, at de havde været i den hvide Renault,« siger Freddy Ladefoged.

»Dna-sporet var på daværende tidspunkt ikke så veludviklet i Danmark, som det var i Frankrig. Men i Frankrig kunne de fastlægge dna-sporene på gerningsmændene. Og når vi fik besked om, at nu har vi dna på ham, og nu har vi det på ham her, så var vi jo lykkelige,« siger Freddy Ladefoged om sagen, der havde topprioritet på politigården i Aarhus.

Det viste sig at være en fransk gangsterbande med et langt synderegister, der havde stået bag røveriet i Højbjerg. Gerningsmændene blev anholdt i løbet af de kommende måneder – og fem år efter tilstod franskmanden Eric Boucher drabet på Morten Mortensen. Han fik 25 års fængsel, men døde i fængslet blot tre år efter at have modtaget sin dom.

»Det var en sag, der rørte mig, for Morten var kun lidt yngre end mig, havde to drenge, og jeg havde selv to børn på cirka samme alder. Og da jeg fandt ud af, at det var en kollega, der var skudt og dræbt, gik det virkelig op for mig: ”Puha, det kan godt være farligt at gå på arbejde”,« siger Freddy Ladefoged, der endte med at følge vidnerne hele vejen til retten i Paris-forstaden Bobigny, hvor der blev sat punktum i sagen i starten af 2000.

En kniv i ryggen

Freddy Ladefogeds eget punktum hos politiet kom i 2019, men begyndte allerede i slutningen af 2018.

»En kollega ringede og sagde: ”Har du set avisen her til morgen?” ”Nej, det har jeg sgu ikke”.«

»Men der kunne jeg så se, at jeg var skreget ud – dog ikke med navn – men som en uvederhæftig efterforsker i alle medier og på tv. Jeg var virkelig chokeret,« siger han.

Freddy Ladefoged havde over en længere periode opbygget en omfattende sag mod en ukrainer, der senere blev idømt otte års fængsel og udvisning af landet for bestandigt for bl.a. fire voldtægter, svindel og andre former for grov kriminalitet.

Ifølge landsrettens dom var der dog begået flere procedurefejl i efterforskningen, men retten vurderede samtidig også, at der ikke var sket en såkaldt rettergangsfejl, og derfor stod ukrainerens fængselsstraf også ved magt.

Men det var ukrainerens forsvarsadvokat, der havde søgt aktindsigt i efterforskningsmaterialet og rejst en række anklager på baggrund af materialet. Så i det, Freddy Ladefoged kalder 11. time, hev statsadvokaten den erfarne kriminalassistent i retten for procedurefejl i forbindelse med efterforskningen.

Ladefoged havde sendt en domsudskrift til en person, der angiveligt også var blevet svindlet af ukraineren for et større beløb, men Ladefoged havde overset, at der i den domsudskrift, han havde sendt, var afgivet vidneforklaringer fra tre kvinder bag lukkede døre.

»Jeg tænkte bare, at det var god politiservice at sige, her er dommen. Den kan du måske bruge for at få dit krav igennem,« fortæller han.

Men Freddy Ladefoged blev anmeldt til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, og ifølge ham uden at nogen fra den øverste ledelse tog fat i ham og talte med ham først.

»Den daværende politidirektør var på banen med en pressemeddelelse med det samme. Hun kunne jo godt lige have sagt til mig, du skal lige vide, der er en sag på vej, men jeg kan ikke sige mere. Det synes jeg fandeme var for dårligt,« siger han.

»Politidirektøren fremkom med nogle udtalelser i dagspressen, som jeg vurderede var i retning af, at jeg blev dømt skyldig på forhånd, og det opfattede jeg som en kniv i ryggen. Forsvareren i ukrainersagen trak kniven og stak den i ryggen på mig, men min øverste chef, politidirektøren, vred lige kniven rundt i såret en ekstra gang.«

Østjyllands Politi har ikke ønsket at kommentere sagen, og den daværende politidirektør, der nu er ansat i en anden politikreds, henviser gennem sin kommunikationsafdeling til sin tidligere arbejdsgiver.

»Trælst farvel« til »fantastisk arbejdsplads«

Freddy Ladefoged var sygemeldt i forvejen på daværende tidspunkt med en blærebetændelse, men han kom aldrig ind på politigården i Randers igen, efter at han var blevet mistænkeliggjort i sagen og senere sigtet og tiltalt.

»Det gjorde, at jeg sagde, nu gider jeg sgu ikke mere.«

30. april 2019 sagde han op som 70-årig, og to år senere blev han frifundet i sagen om procedurefejl.

»Det var et trælst farvel. For jeg synes altid, jeg har været yderst loyal, og jeg mener også, at jeg virkelig har gjort mig umage med at følge spillereglerne, retsplejeloven og i det hele taget arbejde etisk korrekt, så det var en underlig måde at komme af sted på,« siger han.

Sagen tændte dog også en gammel ild om at skrive en erindringsbog om tiden og oplevelserne med politiet. Noget, der nu knap tre år, en hel del kaffe, hvidvin og pibetobak senere er kommet den første af tre bøger ud af.

En bog, som Freddy Ladefoged først og fremmest lægger vægt på er en hyldest til det politi, der var. Men samtidig er der også en klar bredside til den politireform, der kom i 2007, hvor politiet ifølge den tidligere kriminalassistent blev for topstyret, centraliseret, og hvor noget af den korpsånd, han husker, forsvandt.

»Men jeg håber også, at læserne får et billede af, hvilken fantastisk arbejdsplads politiet er,« siger han.

”En dinosaur i politiet taler ud – en hyldest til et politi, der var” er udkommet på Forlaget Ådalen, 416 sider.