Børnehave vandaliseret: Forfærdeligt syn mødte personalet
Vandaler var på spil i weekenden på Skovbørnehavens areal i Petersmindeskoven lidt udenfor Kolind. Byggehegn, strømstik, parasoller og teltsider stjålet.
Skovbørnehaven på Frellingvej 8 lidt udenfor Kolind blev i weekenden udsat for hærværk og tyveri, og det har skabt stor frustration blandt personalet og forældre.
Da personalet mødte ind mandag morgen, blev de mødt af en række ødelæggelser og manglende genstande. Byggehegnet, som fungerede som låge for at holde børnene på stedet, var fjernet. Strømstikket, der sørger for varme og lys i garderoben, var rykket i stykker. Parasoller, som giver børnene læ fra solen, når de spiser deres madpakker, var væk, og teltsiderne, der giver læ og skygge under den overdækkede terrasse, var stjålet.
Et medlem af forældrebestyrelsen skriver på 8560 Kolind og omegn: »Det er virkelig ærgerligt, at stedet ikke behandles med respekt. Personalet bruger tid og energi på at gøre det attraktivt for vores børn at lege, og de behøver ikke at skulle rydde op efter hver weekend.«
Hærværket er blevet politianmeldt med et håb om, at de ansvarlige bliver fundet.
I mellemtiden opfordrer forældrebestyrelsen til, at hvis nogen har en parasol i overskud, som de vil smide ud, kan den bruges i børnehaven. Heldigvis står parasolfødderne der endnu.
Skovbørnehaven er en del af Kolind Børnehus og nabo til den mangeårige crossbane, som drives af Ung Syddjurs.