Kvik bilist fulgte efter cigarettyv: Politiet anholder 24-årig
Selvom han spurtede væk, lykkedes det ikke en ung mand at slippe godt fra tyveri af 80 pakker cigaretter.
En kvik bilist sørgede torsdag 22. maj for, at en butikstyv ikke nåede at få glæde af sit rov, efter at han havde stjålet cigaretkartoner på en Q8-tank i Skanderborg. Det oplyser vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.
Episoden fandt sted på Q8-tanken på Banegårdsvej kl. 18.20. Her snuppede en ung mand otte kartoner med cigaretter, svarende til 80 pakker cigaretter, og forlod butikken i løb.
Politiet modtog anmeldelsen fra bilisten, der tilfældigt kørte forbi, da butikstyven løb væk fra Q8-tanken.
»Anmelderen ser fra sin bil butikstyven løbe væk fra stedet. Vi er fremme på stedet klokken 18.33, hvor anmelderen har holdt øje med den unge mand. Han guider os til Oddervej, hvor vi anholder og sigter butikstyven, der stadig havde de otte kartoner med cigaretter på sig,« fortæller vicepolitiinspektøren.
Butikstyven, en 24-årig mand fra Ikast, blev løsladt efter endt afhøring.