Holder kortene helt ind til kroppen: Nu skal 15-årig foran en dommer for 'voldsom hændelse' mod mindreårig pige
Drengen bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør i Randers.
Opdatering: Den 15-årige dreng er efter et mørklagt grundlovsforhør i Retten i Randers fredag blevet fængslet frem til 4. juni, skriver Ritzau.
En 15-årig dreng bliver fredag klokken 11.30 fremstillet i grundlovsforhør. Det sker efter det, som politiet betegner som en ’voldsom hændelse’ mod en mindreårig pige.
Østjyllands Politi modtog torsdag 22. maj klokken 12.48 en anmeldelse om en hændelsen, der skal være foregået i Glesborg på Djursland, hvor en mindreårig pige blev opsøgt og taget fat i af den 15-årige dreng.
Pigen fortalte en voksen om episoden, hvilket førte til drengens anholdelse.
»Politiet efterforsker sagen grundigt og tager den meget alvorligt,« oplyste Østjyllands Politi torsdag i en pressemeddelelse.
Nu skal drengen altså fremstilles i grundlovsforhør, oplyser politikredsen på X.
Her vil anklagemyndigheden anmode om et referatforbud – og har derfor på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer.
Din Avis forsøger at få svar på baggrunden for referatforbuddet.