Pludselig måtte politiet stå og dirigere trafikken i travlt knudepunkt
En patruljevogn blev tilkaldt for at sikre, at der ikke var fare på færde i kryds ved Riis Skov.
En politibil blokerede tirsdag morgen den ene side af vejen ind mod Aarhus midtby i krydset ved Grenåvej/Dronning Margrethes Vej/Marienlunds Allé klos op ad Riis Skov.
Signalanlægget fejlede dog ikke noget, og der var heller ikke noget uheld at spore i krydset.
Forklaringen var dog også en ganske anden.
For grunden til, at bilister og cyklister måtte igennem krydset med politiets hjælp, var, at en ledning hang og dinglede ned på vejen.
»Vi modtog i morges kl. 07.05 en anmeldelse fra en borger om, at der hang en ledning ned over cykelstien i indadgående retning ved krydset Dr. Margrethes Vej/ Marienlunds Allé,« oplyser Østjyllands Politi i en mail til avisen.
»Derfor havde vi en patrulje ude for at sikre, at der ikke var fare på færde, og at trafikken flød sikkert, indtil Vejteknik kom og ordnede det.«
Cyklisterne blev bl.a. gelejdet ud på en alternativ rute i krydset og på den måde risikerede man ikke, at de kom til at køre ind i ledningen.