Fortsæt til indhold

Ure for fem mio. kr. røvet: Nu er mistænkte varetægtsfængslet

Fire mænd var torsdag i grundlovsforhør i Retten i Aarhus efter et voldsomt kup i aarhusiansk urforretning.

Krimi
/ritzau/

Fire mænd, der er mistænkt for at have røvet ure til en samlet værdi af godt fem millioner kroner, er varetægtsfængslet frem til 25. juni.

Det var udfaldet af torsdagens grundlovsforhør ved Retten i Aarhus i en sag om et røverisk overfald i en urforretning i samme by.

Anklageren begrundede sit ønske om fængsling med, at der var væsentlig flugtrisiko, samt at de anklagede ville kunne påvirke vidner. Det valgte dommeren altså at efterkomme.

De fire mænd blev anholdt onsdag aften. Aktionen blev gennemført af Østjyllands Politi i samarbejde med kolleger fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

To af de anholdte beskyldes for at have udført selve røveriet og har ikke kæret varetægtsfængslingen. Der er tale om en 27-årig og en 30-årig, begge fra Montenegro.

En 62-årig mand fra Serbien er anholdt og sigtet for i forening med de to øvrige mænd at have været i besiddelse af den skarpladte pistol, som blev anvendt under røveriet.

En 36-årig mand fra Holland er sigtet for i forening med de to montenegrinere at have begået hæleri ved at have modtaget flere af de stjålne ure fra røveriet til en samlet værdi af ikke under to millioner kroner.

»Vi glæder os over, at vi nu har fået anholdt i alt fire personer, som vi mener alle har været medvirkende i sagen (...) Der venter os fortsat et stort arbejde, men vi vil samtidig også gerne sige tak til alle de borgere, der har hjulpet os undervejs med diverse brugbare henvendelser i relation til sagen,« siger politikommissær i Østjyllands Politi Jens Rønberg i en døgnrapport.

Forbrydelsen fandt sted om formiddagen 23. maj mod forretningen Kejser Aarhus i Rosensgade.

Indehaveren fik presset en pistol mod halsen, og sammen med en ansat blev han fikseret med strips og placeret i baglokalet.

I tiden efter røveriet kom politiet med flere appeller til borgerne om hjælp. Opfordringen blev fulgt.

Således var det borgere, der kunne fortælle politiet, at en efterlyst bil på schweiziske nummerplader stod på en parkeringsplads ved Lidl på Skejbyvej.

»Vi vil gerne takke for de henvendelser fra offentligheden, som vi har modtaget i forbindelse med efterlysningen,« siger politikommissær Jens Rønberg i en pressemeddelelse.