Fortsæt til indhold

Mistænker brand i hus var påsat

Brand i villa i landsbyen Haslund efterforskes af politiet.

Krimi

Torsdag klokken 19.25 lød alarmen hos Østjyllands Politi. En beboelse på Korsagervej i Haslund var i brand.

Da patruljen nåede frem, var brandvæsenet i fuld gang med slukningen, og kraftig røg strømmede ud fra huset. Ingen opholdt sig i boligen under branden, og der er ingen meldinger om personskade, oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Efter de første tekniske undersøgelser antager politiet, at ilden kan være ­påsat. Fredag (6. juni) arbejder efterforskere og teknikere videre på adressen for at sikre spor, der kan understøtte mistanken.

Østjyllands Politi har orienteret de berørte beboere og oplyser, at man på nuværende tidspunkt ikke kan dele flere detaljer. Myndighederne opfordrer vidner, der kan have set mistænkelig adfærd i området omkring ­brandtidspunktet, til at henvende sig på telefon 114.