Fortsæt til indhold

Stuehus på landejendom brænder ned: Omfattende indsats fra syv stationer

Brand på første sal spredte sig hurtigt til tagkonstruktionen i stuehuset på en ejendom i Feldballe onsdag aften, men beboere undslap uskadte.

Krimi

Onsdag aften klokken 18.23 modtog Beredskab og Sikkerhed melding om brand i et stuehus på en landejendom i Feldballe.

Ved ankomst konstaterede brandfolkene, at ilden var startet på første sal og havde grebet fat i tagkonstruktionen.

Flammerne spredte sig hurtigt, og bygningen blev indhyllet i kraftig røg. Køretøjer og mandskab fra syv stationer blev tilkaldt for at bekæmpe branden.

Indsatsen var omfattende og forventedes at vare flere timer.

Heldigvis kom ingen til skade, da beboerne nåede ud i god tid. Øverste etage brændte ned, mens underetagen blev bevaret med sod og vandskader.

Ilden spredte sig ikke til ejendommens øvrige bygninger. Beredskabet tog hjem omkring midnat og vendte tilbage ved 2-tiden for efterslukning.