Sommerfestens panttyveri: Skuffende afslutning på fantastisk fest
Trods stor opbakning og glæde, blev sommerfesten i Ådalen skæmmet af tyveri af pant.
»Tak for en fantastisk sommerfest. Sikke en vidunderlig opbakning, og sikke en masse glade mennesker. Vi fra bestyrelsen er tabt for ord over den imponerende og til stadighed flotte og dejlige opbakning - vi var intet uden jeres støtte.«
Sådan lyder det fra sommerfestudvalget i IF Ådalen på de sociale medier.
Desværre er der en anelse malurt i bægeret, eftersom alt sommerfestens pant er forsvundet over natten til søndag.
»Hvis I ser nogen med 4 store poser pant, så prik dem på skulderen og sig, at det er vores alles penge, der er væk. Vi har noget videoovervågning af det, men lad os nu håbe, at de drengestreger retter sig selv,« skriver sommerfestudvalget.