Dreng udsat for grov forbrydelse på vej hjem fra skole
Politiet hører meget gerne fra vidner i sag om blufærdighedskrænkelse.
En mindreårig dreng blev tirsdag udsat for blufærdighedskrænkelse, da han omkring kl. 15.15 var på vej hjem fra skole.
Ifølge anmeldelsen var drengen blevet kontaktet af en fremmed mand, som blandt andet havde blottet sig for ham, da han var kommet gående på et stisystem i Aarhus Vest mellem Februarvej og Fjældevænget.
Det skriver Østjyllands Politi i en døgnrapport.
Gerningsmanden stak efterfølgende af fra stedet i ukendt retning.
»Det er en sag, vi tager meget alvorligt, da der er tale om en grov forbrydelse begået mod en mindreårig dreng. Derfor hører vi også meget gerne fra vidner, som måtte have set en mistænkelig person i området omkring stisystemerne i tidsrummet omkring episoden tirsdag eftermiddag,« siger vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi, Flemming Nørgaard.
Gerningsmanden beskrives som værende 25-35 år, 165-175 centimeter høj og almindelig af bygning. Han var mørk i huden, uden skæg og havde sort kort hår. Ifølge anmeldelsen røg manden cigaretter og talte dansk uden accent.
Den formodede gerningsmand var iført sort t-shirt med hvid skråskrift foran og bagpå, havde sorte bukser og grønne og hvide sko.
Oplysninger med relevans for sagen kan gives til politiet på telefonnummer 114.
Østjyllands Politi har foretaget sporsikring i området og er i kontakt med kommunen om sagen, lyder det. Politiet ønsker for nuværende ikke at gå yderligere i detaljer med sagen.