Fortsæt til indhold

Tre biler og seks personer i alvorlig ulykke: Motorrum brød i flammer

Politiet fandt flere gram hash i bil.

Krimi
sb

Som Din Avis tidligere har beskrevet, blev en narkopåvirket bilist tirsdag eftermiddag anholdt efter en færdselsulykke på Randersvej i Trige.

Den første melding fra Østjyllands Politi var, at ulykken involverede to biler, men i en døgnrapport onsdag 18. juni oplyser politiet, at der var tre biler med i uheldet.

Det fremgår af døgnrapporten, at brandfolk ved ankomst måtte slukke flammer fra motorrummet i en af bilerne. Østjyllands Brandvæsen måtte også hjælpe en fastklemt person ud fra en bil. Alle biler har fået betydelige skader.

Flere personer blev efter ulykken kørt på hospitalet i ambulancer. Ingen har ifølge politiet været i livsfare, men en passager i et af køretøjerne har pådraget sig nogle alvorlige skader, lyder det.

Føreren af den ene bil blev efter uheldet sigtet for narkokørsel. Politiet fandt flere gram hash i hans bil, hvilket kastede endnu en sigtelse af sig.

Randersvej blev i forbindelse med uheldet spærret i begge retninger, og afspærringen blev først ophævet flere timer senere. Ifølge Østjyllands Politi blev trafikken gradvist genåbnet kort før klokken 18.

En bilinspektør skal nu forsøge at fastlægge et nærmere hændelsesforløb op til ulykken.

Østjyllands Politi har på nuværende tidspunkt ikke yderligere kommentarer til sagen.