Fortsæt til indhold

Alvorlig ulykke på ATV: 17-årig kørt på hospitalet med politieskorte

To unge uden hjelme på kørte frontalt ind et træ.

Krimi

En 17-årig dreng fra Vejerslev ved Thorsø kom onsdag aften alvorligt til skade i en ulykke på Hedeagervej nord for Fårvang i Silkeborg Kommune. Han kørte på en ATV med en 18-årig mand på bagsædet og trak ud i siden af vejen, da der kom en modkørende, oplyser lokalpolitiet i Silkeborg.

»Da han trækker ud for at gøre plads, kommer det højre hjulsæt ud i rabatten, og han mister herredømmet og kører frontalt ind i et træ,« fortæller politikommissær Stephan Weber.

Den 17-årige fører kom meget alvorligt til skade og blev kørt i ambulance med politieskorte til Aarhus Universitetshospital i Skejby. Den første melding gik på, at han var i kritisk tilstand, men lokalpolitiet har senere fået at vide, at han er uden for livsfare.

Den 18-årige passager, der er fra Langå, slap nådigt fra ulykken og kunne nøjes med at blive tilset af en ambulance.

Hverken føreren eller passageren havde hjelm på, hvilket ikke er lovpligtigt men tilrådes, når man kører på en ATV, der er indregistreret som en traktor og derfor kun må køre 40 km/t på offentlig vej. En ATV er en slags åben ”minitraktor” med fire hjul.

På grund af ulykkens alvorlighed blev der tilkaldt en bilinspektør til ulykkesstedet for at undersøge sagen nærmere. Selve køretøjet er også sendt til undersøgelse, oplyser lokalpolitiet, der afventer bilinspektørens rapport og ikke vil spekulere i, hvor stærkt ATV’en kørte. Der var dog tegn på, at den bremsede ned, da ATV’en røg ud i rabatten, oplyser politikommissær Stephan Weber.

Ulykken blev anmeldt onsdag 18. juni klokken 19.41. Den skete på Hedeagervej i sydlig retning lidt nord for sidevejen Trodybvej.