Flere patruljer rykkede straks ud: Teenager stukket ned nær Magasin
En mindre gruppe mænd overfaldt en 19-årig mand natten til mandag i det centrale Aarhus.
Østjyllands Politi fik natten til mandag kl. 00.03 en anmeldelse om, at en mand var blevet stukket med en kniv på Immervad i Aarhus.
Det oplyser politiet til avisen.
Ved den lejlighed rykkede flere patruljer straks ud til stedet, hvor de traf en 19-årig mand, der formentligt var blevet ramt i benet med en kniv og slået i ansigtet.
Han blev efterfølgende kørt til skadestuen, hvor han blev behandlet for sine skader, som ikke var livstruende.
»Ud fra den foreløbige efterforskning af sagen tyder det på, at en mindre gruppe mænd overfaldt den 19-årige på grund af en form for uoverensstemmelse, og at overfaldet er sket i et kriminelt miljø,« oplyser politiet i et skriftligt svar.
Østjyllands Politi søgte i løbet af natten efter spor omkring Immervad, blandt andet med hunde, og efterforsker nu sagen nærmere for at finde frem til, hvad der præcist er sket, og hvem gerningsmændene er.