Fortsæt til indhold

Mørkhåret svindler skulle tjekke vandet hos ældre kvinde: Bagefter manglede der noget i hjemmet

En ældre kvinde blev svindlet onsdag formiddag.

Krimi

Det er ikke andet end et par uger siden, at politiet kunne berette om ældre borgere i Skanderborg, som blev svindlet i eget hjem. Nu har Sydøstjyllands Politi modtaget endnu en anmeldelse om svindel.

Denne gang af en 79-årig kvinde, der bor i Mølleparken i Skanderborg.

Onsdag kl. 09.55 ringede det på døren hos kvinden.

»En kvinde henvender sig på adressen under påskud af, at man skulle kontrollere noget med vandet. Man tænder også for vandet,« lyder det fra vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.

På en eller anden måde får kvinden afledt den ældre kvindes opmærksomhed, så det lykkedes at få fingrene i en samling af ældre mønter til en værdi af cirka 2500 kroner.

Den svindlende kvinde beskrives til at være omkring 40 år, kraftig af bygning, med sort hår og et smykke i næsen. Kvinden bar sort tøj.