Indbrud i tre livreddertårne: Hold øje med dem
Tyve har brudt ind på strandene i Grenaa, Saksild og Juelsminde.
Livreddere fra TrygFonden Kystlivredning er lige nu aktive ved 34 strande og havnebade i hele landet for at højne badesikkerheden. Flere af de udvalgte strande ligger på den jyske østkyst.
Det er normalt for livredderne at opfordre til at bade i nærheden af livreddertårnet, når man er på stranden, men nu kommer de med en særlig opfordring til strandgæsterne om at holde øje med tårnet – også uden for åbningstid.
TrygFonden Kystlivredning har haft livredderposter på danske strande i 26 år i træk, og i de år har man oplevet meget få tilfælde af hærværk på de ikoniske tårne eller ligefrem indbrud i tårnene. Desværre ser de gode traditioner nu ud til at være brudt på tre østjyske strande: Grenaa, Saksild og Juelsminde Storstrand, hvor der i de seneste døgn har været begået indbrud i tårnene uden for åbningstid. Det vil sige mellem klokken 18 og klokken 10, og det ærgrer kystlivredningschef Anders Myrhøj.
Få brugbare værdier
»Det er meget få brugbare værdier, vi opbevarer i vores livreddertårne – særligt uden for åbningstid. Der er til gengæld udstyr, som er vigtigt, når livredderne skal redde eller hjælpe badegæsterne, og derfor er vi utrolig ærgerlige over, at man både ødelægger døren til vores tårne og samtidig stjæler udstyr,« siger Anders Myrhøj i en pressemeddelelse.
»Det er vigtigt at sige, at det ikke er noget, vi har oplevet meget gennem de sidste mange år, men nu sker der så åbenbart et eller andet her i Østjylland, og vi håber derfor, at både lokale og turister i regionen vil holde ekstra øje med tårnene, når vi ikke er åbne,« lyder hans opfordring.
TrygFondens kystlivreddere er på strandene hver dag mellem klokken 10-18 frem til og med onsdag 20. august.