Fortsæt til indhold

Bilist stak af fra rygende bil – passager kørt på sygehuset

Føreren af bil var væk, da politiet kom frem til færdselsuheld.

Krimi

En 21-årig mand blev søndag aften kørt til kontrol på sygehuset efter et færdselsuheld i Voldum.

Den unge mand sad på passagersædet i en bil, der klokken 21.17 kørte galt i et solouheld på Voldum-Rud Vej ud for nummer 101. Uheldet skabte røgudvikling fra bilen, så der blev tilkaldt både politi, ambulance og brandvæsen til uheldet.

Det oplyser Østjyllands Politi, som ikke har nærmere oplysninger om, hvad der konkret skete i forbindelse med uheldet. Da politiet kom frem, var føreren af bilen væk, og vedkommende har ikke meldt sig selv og er endnu ikke blevet fundet.

Ved I, hvem bilisten er?

»Vi har noget at gå efter,« siger Anne Tiedemann, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi.

Politiet har ikke yderligere oplysninger om passagerens tilstand. Den unge mand bor i Syddjurs Kommune.