Tre biler sat i brand ved rådhuset i Grenaa
Unge er set køre fra stedet på løbehjul og ladcykel.
På en af byens mest benyttede parkeringspladser – den på Mogensgade tæt ved Grenaa Rådhus – blev brandvæsenet klokken 1 natten til tirsdag kaldt til en voldsom bilbrand.
På det tidspunkt havde flammerne kun fat i en enkelt bil, men de bredte sig hurtigt til to andre biler i den omfattende brand.
Da morgenen gryede, kunne man på parkeringspladsen se kraftige brandskader på alle tre biler, som nu var afspærret ved hjælp af politiets plastikbånd.
Det er nu politiets opgave at undersøge, hvordan branden er opstået. Et vidne har forklaret, at nogle unge er set i nærheden af bilerne, og at de angiveligt har sparket til dem, inden de stak af på løbehjul og ladcykel.
Episoden er ikke blevet nævnt i Østjyllands Politis uddrag af døgnrapporten.