Fortsæt til indhold

Brandbiler fra fire stationer ilede afsted mandag morgen: »Vi sender vores folk ind i bygningen og nogle på taget«

»Vi får melding om masser af røg fra udsugningen på stedet, og at alle var på vej ud fra bygningen,« forklarer operationschef.

Krimi

Brandbiler fra Hammel, Fårvang, Hinnerup og Aarhus Nord ilede mandag tidlig morgen mod Englandsvej i Hammel.

Avisen mødte fire af dem samt en politibil.

Klokken 7.11 gik alarmen med melding om brand i en industribygning.

»Vi får melding om masser af røg fra udsugningen på stedet, og at alle var på vej ud fra bygningen,« forklarer Thomas Reinholdt Jørgensen, der er operationschef hos Beredskab og Sikkerhed.

Han fortsætter:

»Da brandfolkene når frem, er røgen aftaget lidt. Vi kan se, at det er en mindre brand i ventilationsanlægget, så vi sender vores folk ind i bygningen og nogle på taget for at være sikre på, at ilden ikke går i taget.«

Efter en times tid havde brandfolkene alt under kontrol og kunne forlade stedet.

Det virkede voldsomt med så mange tililende brandbiler. Hvorfor så mange?

»Vi har dårlige erfaringer med brand i ventilationsanlæg, da det hurtigt kan sprede sig. Derfor vil vi hellere være massivt til stede til at starte på. Vi vil hellere mande godt op, og så sende folk hjem igen end at være på bagkant,« siger Thomas Reinholdt Jørgensen, der desuden fortæller, at den hurtige reaktion begrænsede skaden, som ilden nåede at forårsage.