Fortsæt til indhold

Flere indbrud: Politiet efterlyser oplysninger om tyverier fra villaer og butik

Indbrud rammer lokale butikker og villaer i Ry, Gram og Skanderborg.

Krimi

Helsekostbutikken Erantissen på Klostervej i Ry har været udsat for indbrud i tidsrummet fra tirsdag den 29. juli klokken 17.50 til onsdag den 30. juli klokken 10.15, oplyser vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.

Tyvene kom ind ved at bryde en dør op ind til butikken fra en baggård. Der er stjålet hud- og hårplejeprodukter.

Sydøstjyllands Politi har også modtaget anmeldelser om indbrud i en villa på Agerhønebakken i Gram. Indbruddet fandt sted i perioden fra den 26. juli klokken 04 til onsdag den 30. juli klokken 09.15. Tyvene skaffede sig adgang til villaen ved at opbryde et nordvendt vindue, og der er stjålet smykker og kontanter.

Desuden har der været indbrud i en villa på Lillesøvej i Skanderborg i tidsrummet fra tirsdag den 29. juli klokken 22.30 til onsdag den 30. juli klokken 07. Tyvene kom ind gennem en uaflåst hoveddør, og der er stjålet en pung med et kontantbeløb, diverse kort samt smykker.