Særligt én by har haft besøg af tyve: To veje har stået for skud
Sommertiden har desværre været lig med indbrud i en række hjem i Favrskov.
De seneste tre dage har langfingrede banditter udnyttet sommertiden til at ”tage på arbejde” i Favrskov. Det viser døgnrapporterne fra Østjyllands Politi.
En enkelt gang har de været forbi Slotsvej i Ulstrup. Her har der været indbrud mellem onsdag 30. juli klokken 7.30 og torsdag 31. juli klokken 20.15.
Værst er det dog gået ud over Hammel – nærmere bestemt to veje i Hammel.
På Harevænget i Hammel var der indbrud på to adresser onsdag 30. juli klokken 1.48. De uønskede besøg blev fanget på et overvågningskamera, oplyser Anne Tiedemann, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi.
Også to adresser på Skovbrynet i Hammel har haft besøg af indbrudstyve. Her er der det ene sted brudt ind mellem tirsdag 29. juli klokken 15.30 og onsdag 30. juli klokken 8.
Andet indbrud er sket mellem tirsdag 29. juli klokken 20 og onsdag 30. juli klokken 17.30.