Fortsæt til indhold

Plyndrede ældre og scorede million-beløb: Ringede og sagde det var fra energiselskabet – men det var det ikke

En 34-årig mand skal nu i fængsel.

Krimi
am

Retten i Aarhus idømte fredag en 34-årig mand to år og tre måneders ubetinget fængsel for flere forhold af bedrageri af særlig grov beskaffenhed og for hvidvask.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Ifølge sigtelsen kontaktede den 34-årige telefonisk flere primært ældre borgere og lokkede dem til at overføre penge eller udlevere oplysninger ved at udgive sig for at være fra banken eller et energiselskab.

I røret bildte han borgerne ind, at de skulle betale en regning, og han fik dem derved franarret penge eller oplysninger.

På den måde fik den 34-årige skaffet sig adgang til flere personers konti, men fredag blev han ved Retten i Aarhus dømt for at have overført godt 1,1 millioner kroner fra de forurettedes konti over en periode på ca. 1,5 år.

Den 34-årige blev desuden dømt for at have hvidvasket penge fra anden kriminalitet for ligeledes godt 1,1 millioner kroner.

Tre personer blev i december 2024 anholdt og sigtet i sagen i en større, koordineret indsats efter et samarbejde mellem Østjyllands Politi, Fyns Politi, Syd- og Sønderjyllands Politi og National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK). Den 34-årige har siddet varetægtsfængslet siden.

»Jeg er godt tilfreds med dommen, som er i overensstemmelse med gældende praksis og med, at der på den vis er sat en stopper for den 34-åriges bedragerier. Det er groft på den måde at udnytte ældre borgere, men desværre en fremgangsmåde, vi ofte ser. Derfor er det vigtigt at gøre især ældre opmærksomme på aldrig at udlevere oplysninger i telefonen,« udtaler senioranklager Jesper Rodkjær.

Den 34-årige er tidligere dømt for ligeartet kriminalitet, og han modtog rettens dom.