Politiet advarer: Falske bankmedarbejdere på spil – ældre kvinder snydt for tusindvis af kroner
To ældre kvinder i Hammel blev lokket til at udlevere deres kreditkort og pinkode.
To ældre kvinder fra Hammel blev onsdag eftermiddag snydt af kriminelle svindlere, der udgav sig for at være fra banken.
En 74-årig kvinde fortalte til politiet, at hun var blevet ringet op af en mand, der sagde, at han var fra banken, og at nogen havde forsøgt at hæve penge på hendes konto. Hun skulle derfor have nyt kreditkort. Hun skulle blot oplyse sin pinkode, og så ville en bankmedarbejder komme og hente det gamle kort. Kort efter dukkede en kvinde op hos den 74-årige, der afleverede sit kreditkort til hende. Der nåede at blive hævet nogle tusinde kroner på kortet, inden den 74-årige fik spærret kortet.
En 68-årig kvinde, der bor i samme område, blev svindlet på samme vis og mistede nogle tusinde kroner, inden kortet blev spærret. Østjyllands Politi efterforsker nu sagerne nærmere og opfordrer endnu en gang til, at man aldrig udleverer sit kreditkort eller sin pinkode. Banken vil aldrig ringe til dig eller dukke op på din adresse på den måde, oplyser politiet i døgnrapporten.