Vild politijagt efter stjålet motorcykel: Op på fortovet og venstre om helleanlæg
26 trafikanter hev hele 47 sigtelser til sig.
jro
Østjyllands Politi foretog onsdag aften en færdselskontrol i det vestlige Aarhus.
Her gjorde især en 19-årig mand sig bemærket, skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Han kørte rundt uden styrthjelm og kørekort på en stjålet motorcykel i Tilst.
Da en motorcykelbetjent ville standse ham, forsøgte han at køre fra politiet, og begik i den forbindelse flere færdselsovertrædelser ved for eksempel at køre op på fortovet og venstre om et helleanlæg.
Motorcykelbetjenten fik ham anholdt, og han blev sigtet for det, som i døgnrapporten beskrives som ’en hel del forhold’.
Han kan nu se frem til et kørselsforbud og en betragtelig bøde.
Resultatet af indsatsen blev 47 sigtelser fordelt på 26 trafikanter.