Endnu flere gæster fik klippet armbåndet på årets andensidste Smuk-dag
En række festivalgæster fik klippet armbåndet lørdag.
Smukfest 2025 går på hæld.
Årets sidste dag i Bøgeskoven begynder snart for alvor, men inden da har vi lavet et overblik over politiets indsats i skoven lørdag. En indsats, de har haft hver dag under festivalen.
»Taget i betragtning, at fredag og lørdag er nogle store aftener i forhold til musikken, så må man sige, at de anses for at være rolige. Vi har fortsat haft udfordringer med færdslen, men ellers ser det fornuftigt og stille og roligt ud. Så en stor ros til så mange mennesker, der er forsamlet,« lyder det fra vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen.
På trods af de rosende ord, er det alligevel blevet til nogle sigtelser rundt omkring i Skanderborg lørdag.
I midtbyen blev det til 76 p-afgifter.
Politiet fandt ligeledes også narko rundt omkring. Det blev i alt til otte sager med narko fordelt over festivalpladsen og medarbejdercampen, hvor syv personer blev stillet til ansvar for syv af otte narkosager. De syv personer fik ud over en sigtelse for overtrædelse af loven om euforiserende stoffer også klippet deres armbånd til festivalen. Sydøstjyllands Politi oplyser, at der blev fundet både cannabis, kokain og en smule MDMA.
I det ene tilfælde fra en aftenpatrulje på festivalpladsen, bliver betjentene opmærksomme på en 37-årig mand fra Hadsten, som ser påvirket ud.
»Han bliver visiteret, og der finder man et gram kokain gemt bag coveret på mandens telefon,« forklarer vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi.
Der blev ikke kun fundet stoffer på festivalgæster, men også i en pung, der blev indleveret. I den var der en pølsemandspose med hvidt pulver, der blev vejet til at være en mindre mængde kokain.
Politiet blev også i løbet af natten til søndag kaldt til en voldssag på festivalpladsen, hvor en person blev slået af en endnu ukendt mand, oplyser politiet.
Sydøstjyllands Politi er også til stede under søndagens fest i Bøgeskoven.