Fortsæt til indhold

Hjemmelavet marmelade endte med mindre eksplosion på komfuret

Selvom komfuret var slukket, var gryden med sukker og vand blevet for varm.

Krimi

En omgang hjemmelavet marmelade endte helt galt hos en mandlig beboer på Egevænget i Hørning lørdag aften.

»Man havde en gryde med noget sukker og vand på komfuret. Efterfølgende har man så slukket for det, men det blev så varmt, at det skabte røgudvikling og en mindre brand,« lyder det fra politikommissær Claus Clausen fra Sydøstjyllands Politi.

Den mandlige beboer får hjælp af sin nabo.

»Man vil slukke det og hælder vand på. Det gør så, at det giver en eksplosionstilstand, hvor naboen får en mindre forbrænding på sin arm,« forklarer Claus Clausen.

Både politi og brandvæsen bliver kaldt ud til adressen, hvor politiet sigter den mandlige beboer på adressen for overtrædelse af brandlovgivningen.