En aften i juli 2022 forsvandt Frank: Ny HBO Max-serie afslører grusomme detaljer i dansk mordsag ved Djurs Sommerland
True crime-dokumentarserie ’Hestepigen fra Helvede’ dykker ned i Frank Dan Nørgaard Jørgensens mystiske forsvinden og brutale drab på en landejendom ved Georgsminde tæt på Djurs Sommerland.
I sommeren 2022 forsvandt den 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen under mystiske omstændigheder. Hans kæreste, Rikke, ventede ham til en date-night, men Frank dukkede aldrig op.
Bekymringen bredte sig hurtigt blandt hans familie, kæreste og bedste ven, da Frank var kendt som en pålidelig person.
Få dage senere blev Franks bil fundet udbrændt på en parkeringsplads i en skov på det nordlige Djursland, og forsvindingssagen tog en foruroligende drejning.
Ny dokumentarserie
Den nye danske true crime-dokumentarserie ’Hestepigen fra Helvede’, som får premiere 29. august på HBO Max, dykker ned i den grusomme sandhed om Frank Dan Nørgaard Jørgensens forsvinden og drab.
Serien er produceret af BBC Studios Nordic Production og består af fire afsnit på 40 minutter hver.
Med kriminaljournalisterne Christina Ehrenskjöld og Camilla Marie Nielsen ved roret får seerne et dybdegående indblik i sagen, der fyldte i overskrifterne i både landsdækkende og lokale medier, mens sagen stod på.
Forsvindingen
Kriminaljournalist Christina Ehrenskjöld fortæller i en pressemeddelelse:
»Vi satte os hurtigt for at finde ud af, hvad der var op og ned i Franks forsvinden. Noget gemte sig under overfladen hos Franks nye vennegruppe og en ’hestepige’, som levede et umiddelbart normalt liv på det naturskønne Djursland. Den forbrydelse, som vennegruppen havde begået, var ikke sket i affekt - den var helt nøje planlagt.«
Forbrydelsen skete på en landejendom i Georgsminde, en lille landsby bestående af en række huse og mindre gårde med rod i statshusreformen fra 1920. Landsbyen ligger tæt på Hovedvej 16 og Djurs Sommerland.
Landsbyen, der normalt er kendt for sin rolige atmosfære og naturskønne omgivelser, blev pludselig centrum for en af de mest chokerende kriminalsager i nyere dansk historie.
Serien følger de to journalisters flere år lange efterforskning af sagen, og i dokumentarserien får vi oprullet, hvad der skete den sommer i 2022.
Blandt andet medvirker to af mødrene til Frank Dan Nørgaard Jørgensens børn, en tidligere kæreste og en af Franks tætte venner, og fælles for dem er, at de vil have, at hele sandheden kommer frem – også de nuancer, der ikke så dagens lys i retssalen.
Hestepigen
Dokumentarserien stiller skarpt på de centrale personer i sagen, herunder den såkaldte ”hestepige”.
Kriminaljournalist Camilla Marie Nielsen fortæller i pressemeddelelsen:
»Planlagte drab med flere gerningsmænd er i det hele taget usædvanlige og normalt ikke noget, som to, på overfladen, tilforladelige vennepar sætter sig for at gennemføre. Og en af personerne, en kvinde hvis kæmpe interesse er heste, viste sig i særdeleshed central i sagen. Jeg har som kriminaljournalist sjældent set noget så udspekuleret.«
Drabet
Frank Dan Nørgaard Jørgensen blev dræbt 14. juli 2022. Han blev tæsket med et jernrør og kvalt. I alt blev seks personer dømt for at have spillet en rolle i sagen.
Retten slog i skyldkendelsen fast, at en kvinde i parret var gravid på gerningstidspunktet, og faren til det ufødte barn var Frank Dan Nørgaard Jørgensen.
Ægtemanden ønskede ikke, at den biologiske far skulle spille en rolle i barnets liv, og derfor skulle den 40-årige mand skaffes af vejen.
Serien afslører, hvordan en kvinde og hendes ægtemand planlagde og udførte drabet på Frank Dan Nørgaard Jørgensen. Parret blev idømt 14 års fængsel for drabet, en dom der blev stadfæstet ved Vestre Landsret i 2024.
En anden kvinde, som også var involveret i sagen, fik sin straf skærpet fra 10 til 12 års fængsel ved ankesagen.
En 26-årig mand var tidligere idømt 12 års fængsel for sin rolle i sagen.
Serien afslører også, hvordan liget blev fundet i en skov, og hvordan politiet havde en del teknikere i gang med undersøgelser på adressen, hvor det nu fængslede ægtepar boede i Georgsminde.
’Hestepigen fra Helvede’ giver et dybdegående indblik i en af de mest chokerende mordsager i nyere dansk historie og stiller skarpt på de centrale personer og deres motiver.
Serien får premiere på HBO Max 29. august.