Fortsæt til indhold

Mand sprang i Gudenåen for at undslippe politiet

Politiet måtte bruge en båd for at fange den truende mand. Efter at have svømmet i Gudenåen, blev manden pågrebet og forsøgte at tage en tjenestepistol.

Krimi

OPDATERING: Manden blev tirsdag varetægtsfængslet i fire uger frem til 9. september. Han nægter sig skyldig og kærede kendelsen, oplyser Østjyllands Politi på X.

Mandag sidst på eftermiddagen udspillede der sig en usædvanlig jagt i Randers, der endte i vandet.

En 27-årig engelsktalende mand havde først udvist truende adfærd i 7-Eleven i Jernbanegade, hvor han ifølge vagtchef ved Østjyllands Politi, Peter Tholstrup, forsøgte at tage en mobiltelefon. Da personalet låste dørene, truede han dem med en lille kniv for at komme ud.

Fra stationen gik han mod Randers Regnskov, hvor han ville låne et toilet. Det fik han nej til, og ifølge direktør Henrik Herold, som Randers Amtsavis har talt med, tog han herefter varer fra cafeen uden at betale, inden han stak af over et hegn.

Kort efter fik patruljer øje på ham tæt på regnskoven.

»Han hoppede ud i sivene og begyndte at svømme i Gudenåen i retning mod havnearealet – formentlig for at undslippe os,« fortæller Peter Tholstrup.

Betjente fik bemandet en mindre båd og satte efter ham. På et tidspunkt kastede de en redningskrans ud omkring Randersbro, men manden trådte vande et stykke tid, inden han opdagede, at han kunne bunde.

Jagten endte på den anden side af gang- og cykelbroen og tæt på Bolværket, det tidligere pakhus, der serverer streetfood.

»Han kom selv op på et tidspunkt. Det skete uden dramatik, men han blev anholdt med den fornødne magt,« siger vagtchefen. Under anholdelsen forsøgte manden at tage en tjenestepistol fra en af betjentene.

Han bliver formentlig sigtet for blandt andet forsøg på røveri, trusler på livet, forsøg på ulovlig tilegnelse af skydevåben samt våbenbesiddelse. Politiet forventer at fremstille ham i grundlovsforhør tirsdag i Retten i Randers.