19-årig ville sælge kokain - men opdagede politiet og stak af
Telegram-korrespondance ledte til anholdelse i Randers.
Betjente fra Østjyllands Politi tog tirsdag 12. august kontakt til en profil, der udbød kokain til forskellige priser på beskedtjenesten Telegram.
De lod, som om de var købere, og der blev lavet en aftale om at mødes et sted i Randers.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Her stod betjentene klar til at modtage sælgeren, men da han kom kørende, opdagede han politiet og kørte derfra.
De fremmødte betjente nåede dog at se bilen, og hvem der kørte den, og den blev kort efter standset af en patrulje i området.
Bag rattet sad en 19-årig mand, som havde korrespondancen fra Telegram på sin telefon.
Han blev anholdt, og både bilen og mandens hjem i det sydøstlige Randers blev ransaget.
I den forbindelse fandt politiet en mindre mængde kokain, nogle digitalvægte og nogle tusinde kroner i kontanter.
Penge og stoffer blev beslaglagt, og den 19-årige blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.