Fodboldklub ramt af flere indbrud og hærværk: »Vi er magtesløse«
Gentagne indbrud og hærværk får Grenaa IF Fodbold til at råbe op.
Ni tilfælde af indbrud og hærværk på bare et halvt år.
Det er virkeligheden i Grenaa IF Fodbold, og nu har klubben fået nok.
»Det er sørgeligt, og det er lavt. Vi er nået dertil, hvor vi ikke længere ved, hvad vi skal gøre«, siger Jakob Petersen, der er seniorformand i fodboldklubben, til TV2 Østjylland.
Klubbens kiosk, kontor og en container er blandt de steder, som har været offer for hærværk, men ifølge seniorformanden er det ikke de materielle skader, som gør mest ondt på klubben.
»Det er ikke et trygt sted at være for medlemmerne længere, og det går ud over de unge, som bruger deres hverdag her. Vi ved aldrig, om der er et nyt indbrud i morgen eller i overmorgen«, fortæller Jakob Petersen.
Blandt nogle af de stjålne genstande er en PlayStation, slik, sodavand og en Soundboks.
Derudover er klubbens to pengeskabe blevet stjålet. De indeholdt blandt andet omkring 1500 kroner, to iPads og et par dankortterminaler.
»Medlemmerne betaler et kontingent hver måned, og når der bliver stjålet noget, bliver vi jo nødt til at tage det fra vores klubkasse. Så det er en rigtig kedelig situation«, forklarer seniorformanden.
Vil problemet til livs
Nu retter Grenaa IF en appel til borgerne, Norddjurs Kommune og Østjyllands Politi i håb om at komme problemet til livs.
På klubbens Facebook-side skriver de i et opslag, at de gerne vil have folk til at holde øjne og ører åbne, at kommunen bør sikre gode fritidstilbud, og at politiet skal tage problemet alvorligt.
Klubben har anmeldt de mange indbrud til politiet, men ifølge Jakob Petersen er der ikke sket den store ændring.
»Vi føler ikke, at det bliver taget alvorligt, når vi anmelder det til politiet. Jeg synes, at de glider let henover det. Vi er magtesløse.«
Spørgsmål: Østjyllands Politi har vel også en interesse i at finde indbrudstyvene. Hvorfor stoler du ikke på, at de gør, hvad de kan for at løse problemet?
»Det er ikke fordi, jeg ikke stoler på dem, men jeg tvivler lidt på, om de har nok ressourcer. Jeg ville ønske, at de kunne gøre noget mere for at få sat en stopper for det her«, siger formanden.
17-årig sigtet
TV2 Østjylland har talt med politiinspektør Mads Flansmose fra Østjyllands Politi.
Han siger, at politiet skam tager sagerne alvorligt, og han understreger, at politiet har været fremme ved hvert eneste indbrud og sikret spor.
»Jeg kan godt forstå, at man kan have den opfattelse, at politiet ikke foretager sig noget, men det gør vi, og vi har faktisk sigtet en 17-årig mand fra lokalområdet i én af sagerne«, siger Mads Flansmose.
Han opfordrer - ligesom fodboldklubben - folk til at sige det, hvis de går rundt med brugbar viden om, hvad der foregår i lokalområdet.
»Det er klart, at det er frustrerende, når der sker en masse ting i det samme område. Den frustration deler jeg, og vi gør alt, hvad vi kan, for at dæmme op for det«, siger Mads Flansmose.
Bestyrelsen fra Grenaa IF håber nu på, at deres opråb kan sikre klubben mod flere indbrud og hærværk i fremtiden.