Fortsæt til indhold

Dødsulykke i elevatorskakt: »En helt usandsynlig hændelse, der ikke kan genskabes«

Elevator virker, som den skal, og er sat i drift igen, selvom en ældre mand faldt ned i elevatorskakten og døde af sine kvæstelser.

Krimi

»Det er en forfærdelig tragisk ulykke, der ikke bør eller skal kunne ske. Vi ved ikke præcist, hvad der er sket, men det er en helt usandsynlig hændelse, der ikke kan genskabes.«

Sådan lyder det fra forretningsfører Emil Kjenseth fra Midtjysk Boligselskab to dage efter den tragiske ulykke, der kostede en 81-årig mand livet. Han boede i afdelingen Nørreport i Hammel, hvor han i forbindelse med brug af boligafdelingens elevator faldt ned i elevatorskakten i kælderen og råbte på hjælp.

Den ældre mand blev kørt til behandling på hospitalet, men var kommet så meget til skade ved faldet, at han senere døde af sine kvæstelser.

»Det er dybt tragisk, at sådan noget sker i vores afdeling og i det hele taget. Vi er dybt berørte i hele boligselskabet og tænker især på de pårørende,« siger forretningsføreren.

Virker som den skal

Han har siden ulykken været i kontakt med politiet, Arbejdstilsynet, elevatorfirmaet og beboerne og er i skrivende øjeblik til stede i afdelingen i Hammel for at tage hånd om situationen og beboerne i afdelingen.

»Der er absolut ingenting, der tyder på, at elevatoren er blevet opbrudt eller lignende, så der ER tale om en ulykke, som Arbejdstilsynet nu arbejder på at finde ud af, hvordan skete.«

Elevatoren er helt lukket, så man kan ikke falde ud af den, når den kører. Men på en eller anden måde er den ældre mand kommet ud af elevatoren og er faldet ned i elevatorskakten.

»Det vi kan sige med sikkerhed er, at der ikke var noget galt med elevatoren. Al service er afholdt i forhold til reglerne, og man har ikke kunnet finde nogle defekter, så den er sat i drift igen med tilladelse fra politiet, Arbejdstilsynet og elevatorfirmaet.«

Selvom myndighederne har konkluderet, at der ikke er noget galt med elevatoren, vil Midtjysk Boligselskab følge op på den tragiske sag og tage et nærmere kig alle steder, boligselskabet har elevatorer.

»Vi vil sikre os, at der ikke er noget at komme efter.«

Vil skabe tryghed

Boligselskabet har skrevet til alle beboerne om sagen, og forretningsføreren taler med beboerne for at give dem tryghed i igen at bruge elevatoren.

»Jeg har talt med beboere og bestyrelsen, der ikke kan forstå, hvordan denne ulykke kunne ske. Det er det spørgsmål, vi alle stiller os, og så bruger vi tid på at skabe tryghed ved at være til stede og orientere beboerne, som vi sender endnu et brev ud til.«

Nørreport-afdelingen i Hammel består af 21 seniorboliger, der blev taget i brug i 2020. Alle beboerne flyttede ind på samme tid og har ifølge forretningsføreren et rigtig tæt forhold til hinanden.

»Det er ældre, der mødes til fødselsdage og andre aktiviteter, så de er alle sammen meget berørte af situationen,« siger Emil Kjenseth, forretningsfører i Midtjysk Boligselskab.