Spøgelsesbilist måtte undvige andre biler nær banegård
En ung mand blev torsdag formiddag anholdt og sigtet efter kørsel i den forkerte vejbane.
Torsdag formiddag måtte politiet en tur til Skanderborgvej ved Banegårdsvej i Skanderborg, fordi en ung mand havde kørt imod færdselsretningen i nordvestlig retning.
Den unge bilist, en 23-årig mand, standsede selv bilen og ventede på politiet, oplyser Sydøstjyllands Politi, der fik en anmeldelse om episoden.
Det skete klokken 08.51.
»Der er ikke nogen, der som sådan må springe for livet, men han undviger de modkørende på stedet,« oplyser politikommissær Maiken Corvinius fra Sydøstjyllands Politi.
Den 23-årige mand blev anholdt og sigtet for fareforvoldelse af liv - og er løsladt igen.
»Men nu er der noget efterforskning i forhold til, at vi skal tale med vidner,« fortæller politikommissæren.