Fortsæt til indhold

Ung kvinde skulle stikkes efter voldsomt uheld: Smadrede hen over rundkørsel og så brød bilen i brand

Resultatet fra blodprøven skal nu afgøre om politiets mistanke holder stik.

Krimi

En totalskadet og lettere grillet bil med en minestrimmel fra politiet rundt om sig har i weekenden holdt lettere usædvanligt parkeret inde midt i en rundkørsel ved Oddervej og Bredgade i Malling.

Bag de triste rester af en udbrændt personbil gemmer sig en historie om et voldsomt uheld, der fandt sted natten til lørdag.

Og nu viser det sig, at føreren – en 21-årig kvinde – er sigtet for spritkørsel.

Det var rundkørlsen her det gik galt. Foto: Pernille Ehlers

Det oplyser Østjyllands Politi i et skriftligt svar til avisen.

»Hun var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade,« oplyser Jakob Christiansen, kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi, om hændelsen.

Politiet skulle dog alligevel have lægefagligt personale til at tilse kvinden. For politiet havde umiddelbart efter altså en mistanke om, at den 21-årige kvinde ikke var helt appelsinfri.

»Der blev udtaget en blodprøve, der skal fastslå, om hun havde en promille over det tilladte,« oplyser Østjyllands Politi mandag.

Til Århus Stiftstidende forklarede Thomas Reinholdt Jørgensen, operationschef ved Østjyllands Brandvæsen, lørdag morgen, at man oprindeligt havde fået en anmeldelse om en naturbrand.

»Men så fandt vi ud af, at der var tale om et færdselsuheld,« fortalte han.

Ifølge operationschefen var bilen kørt hen over rundkørslen, forulykket og siden brudt i brand. Angiveligt havde kvinden i bilen selv været i stand til at komme ud, og var allerede ude af bilen, da brandfolkene ankom.

Kvinden blev tilset i en ambulance, mens omkring 12 brandfolk arbejdede på stedet.

Branden blev slukket efter cirka 30-45 minutter. Men bilen stod ikke til at redde, og den endte med at stå tilbage inde i rundkørslen – helt udbrændt.

Foto: Pernille Ehlers