Vandalisme: To Teslaer spraymalet på parkeringsplads
Teslaer udsat for hærværk på Fregatten Jyllands parkeringsplads i Ebeltoft. Politiet rykker ikke ud, dusør på 2.500 kroner udlovet.
Tirsdag 19. august mellem kl. 17.30 og 19.00 blev både Palle-Emil Stoubys og Frederik Jønsson Madsens Teslaer udsat for hærværk på parkeringspladsen ved Fregatten Jylland i Ebeltoft.
Begge biler blev malet med sort spraymaling på forruder, sider og bagende, hvor gerningsmanden brugte særlig lang tid på at tildække de bagerste nummerplader, fortæller førstnævnte.
Kl. 19.00 blev Palle-Emil Stouby ringet op af politiet, som fortalte, at Frederik Jønsson Madsen havde anmeldt hærværket på sin bil og samtidig havde set, at Palle-Emils bil var udsat for det samme.
»Jeg gik herefter ned til parkeringspladsen og mødtes med Frederik, hvor de udvekslede kontaktoplysninger. Vi anmeldte hændelsen til politiet, men politiet ønskede desværre ikke at rykke ud til Ebeltoft,« fortæller Palle-Emil Stouby.
Ung mand 15-20 år
Frederik Jønsson Madsen tog efterfølgende rundt til butikker og banker i området for at høre, om der fandtes relevant videoovervågning.
Flere steder ville vende tilbage, fortæller Palle-Emil Stouby.
Han fortæller videre, at Frederik Jønsson Madsen desuden fra sin bils overvågning har optaget følgende signalement og hændelsesbeskrivelse:
»En ung mand, formentlig 15–20 år, iført grå hættetrøje (trukket til så kun næsen er synlig), sorte Hummel shorts fra Auning Idrætsforening mærket “Instruktør”, sort Eastpak-rygsæk, løbesko og sorte sokker. Han er dansk og spinkel af bygning. Han kommer gående fra Djurslands Bank mod Glasmuseet. På videoen kan man se, at han bruger ca. 20–30 sekunder på at spraymale Frederiks bil og filmer handlingen på sin egen mobiltelefon imens. Derefter går han videre og vandaliserer Palle-Emils Tesla på samme vis.«
Facebookgruppe og dusør
Billeder af skaderne er lagt op i Facebookgruppen ’Ebeltoft for alt og alle’, hvor Frederik Jønsson Madsens billeder er offentlige.
I gruppen er de også blevet bekendte med, at en tysk turist søndag den 17. august oplevede nøjagtigt det samme med sin Tesla.
Trods dette vurderer forsikringsselskaberne desværre ikke hændelserne som seriehærværk, hvorfor begge selv hæfter for selvrisiko.
Chokerede over oplevelsen
Palle-Emil Stouby siger til Din Avis Syddjurs: »Vi er begge chokerede over oplevelsen – ikke mindst fordi det lader til at være en bevidst og gentagen handling i området.«
For yderligere information kan Palle-Emil Stouby kontaktes på tlf. 29 99 78 99. Palle-Emil Stouby udlover en dusør på 2500 kr. til den, som ligger inde med oplysninger, der kan føre til opklaringen af sagen.