Fortsæt til indhold

Indbrudstyv påkørte politibil efter længere flugt - anholdt af motorcykelbetjent

Mistænkt indbrudstyv forsøgte at flygte fra flere politipatruljer.

Krimi
ksa

Opdatering: Den 32-årige har fået en straksdom på fem måneders fængsel. Det skriver Østjyllands Politi på X.

Anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi har fremstillet tirsdag klokken 9.30 en 32-årig mand i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus. Den 32-årige blev anholdt mandag klokken 10.14 på en adresse i Egå og sigtes for indbrud samt flere indbrudsforsøg begået i Egå mandag 25. august, for brugstyveri af personbil den 18. august og for endnu et indbrud begået 26. maj på en adresse i Randers.

Mandag formiddag klokken 8.51 ringede en anmelder til politiet fra Strandvangsvej i Egå. På videoovervågning kunne anmelderen se, at en person netop havde været inde i huset, og at flere ting nu manglede. En patrulje kørte hurtigt til stedet, og kunne på billeder fra overvågning genkende gerningsmanden som den 32-årige mand.

Mens betjente var på stedet kom der flere anmeldelser om, at to mistænkeligt udseende personer luskede rundt i området, og flere patruljer kørte hurtigt derud for at forsøge at finde indbrudstyvene.

På Skæring Havvej fik en patrulje øje på en bil, der svarede til beskrivelsen af dén, der var benyttet ved indbruddet på Strandvangsvej. Den 32-årige mand var dog ikke i bilen, men det var til gengæld en 30-årig mand. Betjentene forsøgte at få bilen standset, hvilket førte til en længere eftersættelse, hvorunder den 30-årige blandt andet påkørte politibilen. I bilen fandt man flere ting, der formodes at stamme fra indbrud - herunder blandt andet koster fra Strandvangsvej. Den 30-årige blev anholdt og sigtet for flere forhold, herunder indbrud, indbrudsforsøg, brugstyveri af bil, kørsel uden førerret og spirituskørsel.

Samtidig ledte flere patruljer fortsat efter den 32-årige. En motorcykelbetjent fik øje på ham ved Skæring Hedevej og fik ham hurtigt lagt ned på maven på græsset. Samtidig kom en hundepatrulje forbi, og sammen fik de den 32-årige lagt i håndjern, så han kunne komme med på politistationen.