Ulovlige klistermærker på lysreguleringer giver farlige situationer
Politiet har flere steder fjernet klistermærker, der har forårsaget trafikproblemer.
Østjyllands Politi har i løbet af det seneste døgn modtaget flere anmeldelser om, at der på lysreguleringer i forskellige lyskryds mellem Brabrand og Viby har været påsat klistermærker, så de dækkede over selve lys-skiverne til rød og grøn.
Derfor har det været svært at se, hvilken farve der lyste.
Det skriver politikredsen i døgnrapporten.
Flere steder har det givet farlige situationer, og politiet har derfor været ude for at fjerne klistermærkerne.
Politiet gør derfor opmærksom på, at det ikke er lovligt at sætte klistermærker op på kommunens skilte, lysregulering og anden ejendom, og det især er uhensigtsmæssigt at gøre på en måde, så det kan være til fare for trafikken.