Påkørt og beruset bilist modsatte sig anholdelse og sparkede betjent
Efter voldsomt færdselsuheld sigtede Østjyllands Politi en 36-årig mand for narkokørsel og vold mod tjenestemand.
Østjyllands Politi fik onsdag kl. 17.56 en anmeldelse om et færdselsuheld i krydset Bernstoffsvej/Skanderborgvej i Viby. Her var en 36-årig mandlig bilist kørt op bag i en bil ført af en 53-årig kvinde. Ved sammenstødet væltede den 36-åriges bil om på siden, mens kvindens bil blev skubbet over i et par skilte.
Ingen af parterne kom alvorligt til skade ved uheldet.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Da den 36-årige var blevet hjulpet ud af bilen, konstaterede betjentene, at han lugtede af alkohol og virkede påvirket. Han blev derfor anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel.
Bilisten var ikke videre tilfreds med politiets ageren, og han blev opfarende og aggressiv og modsatte sig anholdelsen. Da han skulle ind i patruljebilen, skubbede han desuden et knæ ind i maven på den ene betjent.
Den 36-årige blev derfor også sigtet for at lægge hindringer i vejen for politiets arbejde og for vold mod en polititjenestemand. Der blev taget en blodprøve som skal fastslå hans promille, og om han havde stoffer i blodet.