Spritbilist kørte for stærkt i lånt bil og opgav falsk navn på en person, der ikke er i Danmark
En 57-årig mand havde øjensynligt svært ved at følge færdselsreglerne, da han søndag omkring klokken 16.43 kom kørende ad Paludan-Müllers Vej i Aarhus.
Det var dog ikke det eneste, der efterfølgende gav manden problemer.
Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Den 57-årige blev målt til at køre 94 kilometer i timen på en strækning, hvor man må køre 50 kilometer i timen.
En betjent satte efter ham, fik ham stoppet og fortalte ham, at han var sigtet for at køre for stærkt, og at der ville blive rejst påstand om betinget frakendelse af førerretten.
Da betjenten bad om mandens oplysninger, var der dog nogle ting, som ikke rigtigt stemte.
Den 57-årige oplyste godt nok et personnummer, men han kunne ikke rigtig oplyse andet om sig selv, og de svar, han kunne give, stemte ikke overens med oplysningerne i politiets systemer.
Ifølge politiets oplysninger skulle den pågældende også være rejst ud af landet, hvilket ville betyde, at han skulle tildeles en straksbøde, og det virkede manden også selv lidt overrasket over.
Da den 57-årige også virkede til at være påvirket af spiritut, blev han bedt om at blæse i alkometeret, der endte over det tilladte.
Derfor blev han taget med på politistationen til udtagelse af blodprøve og en nærmere snak.
På stationen indrømmede manden da også, at det var en anden persons navn og cpr-nummer, han havde givet betjentene. Ifølge ham selv på grund af, han ikke selv havde generhvervet førerretten.
Den 57-årige blev sigtet for hastighedsovertrædelsen, for bevisforvanskelse ved at opgive en andens navn og personnummer, for spirituskørsel og for kørsel uden førerret.
Bilen, som den 57-årige kørte i, var for øvrigt ejet af en 45-årig kvinde.
Hun blev efterfølgende kontaktet og sigtet for at overlade sin bil til en person uden førerret.