Slagsmål på åben gade midt i Aarhus
Politiet blev natten til mandag kaldt ud til slagsmål i Grønningen i den centrale del af Aarhus.
jwh
Der blev kastet med cykler og andre genstande, da to mænd på henholdsvis 50 og 51 år natten til mandag kom op at slås midt i Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Politiet fik kort efter midnat en anmeldelse om, at to mænd var kommet op at slås i Grønningen. Da en patrulje ankom, fik de fat i de to involverede. Ingen af dem var umiddelbart kommet til skade, og begge fik en sigtelse for at forstyrre den offentlige orden, oplyser Østjyllands Politi.
Det er uvist, hvad der forårsagede slagsmålet.