Fortsæt til indhold

Mand mistede sit øje og brækkede kæben: Nu er tre personer dømt for brutalt overfald

Manden blev overfaldet i en grusgrav uden for Assentoft.

Krimi
ceb

I november sidste år blev en 51-årig mand udsat for et voldeligt overfald i Assentoft, og han har i dag alvorlige varige skader efter overfaldet.

Mandag blev tre mænd på 17, 24 og 26 idømt fængselsstraffe for vold af særlig farlig karakter. Dommene lød på fem års fængsel til de to mænd på 24 og 26 år, mens den 17-årige blev idømt fire års fængsel.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 17. november 2024 tog den 51-årige ud til en grusgrav i Assentoft, hvor han havde aftalt at mødes med en 24-årig mand, som han kendte i forvejen.

Manden fandt den 24-årige på stedet, der efter kort tid trak en peberspray og sprøjtede den 51-årige i ansigtet, hvorefter den 24-åriges to venner også dukkede op ved grusgraven.

Her overfaldt de den 51-årige med adskillige slag med hammer og koben, ligesom de truede ham med kniv og frarøvede ham hans kreditkort, som de lidt senere hævede en del tusinde kroner på.

Filmede gerningen

Under retssagen kom det frem, at gerningsmændene havde filmet overfaldet og delt videoklippet på Snapchat, så nogle af deres venner kunne se det.

Det lykkedes den 51-årige selv at skaffe hjælp, men overfaldet var så voldsomt, at hans øje senere måtte bortopereres, og han brækkede blandt andet også kæben.

»Det var et meget farligt og voldsomt overfald, og retten var enig i anklagemyndighedens vurdering i, at det var så groft, at der var tale om særdeles skærpende omstændigheder,« siger Rosa Pape, der er senioranklager i anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi, i pressemeddelelsen.

Økonomisk og personligt motiv

Politiets efterforskning ledte hurtigt frem til de tre mænd, der allerede samme dag blev anholdt og dagen efter blev varetægtsfængslet.

»Det ser ud til, at det har været en blanding af et økonomisk motiv og et personligt motiv, der handlede om, at gerningsmændene manglede penge og havde en opfattelse af at være blevet krænket af den 51-årige,« siger senioranklageren og fortsætter:

»De påståede krænkelser har politiet dog ikke kunnet finde bevis for. Det forhold, at man overbeviser sig selv om, at det, man gør, er selvtægt eller på anden måde berettiget, gør ikke, at det bliver lovligt. Og sagen viser også hvor voldsomme konsekvenser, det kan få, når man bliver grebet af en blodrus i sådan en situation.«

De tre mænd nægtede sig skyldige og udbad sig betænkningstid i forhold til, om de vil anke dommen.