Falske bankbude på spil igen: Ældre kvinde frarøvet dankort
Politiet advarer endnu engang mod falske bankfolk. I går gik det ud over en 82-årig kvinde.
En 82-årig kvinde fra Egevang i Skanderborg blev onsdag eftermiddag 24. september udsat for kontaktbedrageri, da en ukendt mand ringede til hende, og forklarede, at han var fra banken. Det oplyser vicepolitiinspektør Finn Ellesgaard Nielsen fra Sydøstjyllands Politi
»Det er desværre en fremgangsmåde, vi har set mange gange før. De fortæller en falsk historie om, at der bliver overført penge fra hendes konti til en konto i Sverige, og at de vil komme hjem til hende og hente hendes dankort,« fortæller vicepolitiinspektøren.
En mand kom efterfølgende ud til kvindens bolig og udgav sig for at være bankbud. Det lykkedes ham at få udleveret to dankort.
Manden beskrives som dansk af udseende, mellem 25 og 30 år og omkring 170-175 centimeter høj. Han mødte op på kvindens adresse mellem klokken 13 og 14.
Ifølge Finn Ellesgaard Nielsen er politiet fortsat ved at efterforske sagen. Det er uklart, hvor meget det er lykkedes svindlerne at hæve på hendes konti.